Den Gamle Lillebæltsbro
Lillebælt er 125 km langt og forbinder Østersøen med Kattegat. Indtil 1935 skulle man sejle over bæltet, når man skulle til og fra Jylland. På det bredeste sted er Lillebælt 30 km, mens det smalleste sted ligger ved Snoghøj og er 712 meter.
Omkring 1920 blev Lillebælt en flaskehals for trafikken. De var kommet flere og flere biler på vejene, og vi var blevet genforenet med Sønderjylland. Spørgsmålet om en bro over Lillebælt var rejst flere gange fra Folketingets talerstol, og i marts 1924 vedtog Folketinget at bygge en jernbanebro over Lillebælt. Efter hårdt pres fra motororganisationerne, blev loven i 1927 udvidet til også at omfatte en færdselsbro.
Det var Anker Engelund, der i 1923 fik ansvaret for udarbejdelse af et skitseprojekt til en bro over Lillebælt og senere stod for ledelsen af det store projekt.
Den valgte løsning blev en cantileverbro, hvilket betyder, at det blev en gitterbro, der hviler på pillerne efter et ligevægtsprincip. Broen havde 5 åbninger over vandet. Det største tekniske problem var funderingen af de fire strømpiller. Den stærke strøm i bæltet kan skifte fra nord til syd inden for en halv time, og der kunne ikke arbejdes med fast stillads på grund af vanddybde, strømforhold og isproblemer om vinteren.
Licitationen blev udskrevet i maj 1928, hvorefter 44 firmaer rekvirerede Statsbanernes projekt, og 23 europæiske firmaer afgav tilbud. Licitationen omfattede tre dele: Strømpiller, ståloverbygning samt landpiller med tilslutningsfag.
Det blev Statsbanernes tilbud, der vandt som både det billigste og mest hensigtsmæssige projekt med hensyn til strømpiller og landfag. Entreprenørfirmaet Monberg & Thorsen vandt licitationen vedrørende ståloverbygningen med et samlet tilbud på 18.496.713 kr. Dette tilbud var 1,5 mio. kroner billigere end det næstbilligste tilbud.
Monberg & Thorsens tilbud var udarbejdet i samarbejde med tre tyske firmaer, og DSB stillede som forudsætning for at give kontrakten, at der blev dannet et fælles firma ”International Bro- og Staalkonstruktion”. Dermed hæftede alle de fire firmaer gensidigt for erstatningskrav, uanset hvor i byggeprocessen der ville opstå forsinkelser.
Bygningen af broen
Den Gamle Lillebæltsbro hviler på 4 strømpiller, hvoraf den nederste del kaldes en sænkekasse. Løsningen med sænkekasser blev udviklet i forbindelse med byggeriet.
Der var ansat 100 arbejdsmænd og tømrere til at bygge sænkekasserne. Sænkekasserne er en jernbetonkonstruktion, der blev støbt på land.
Efter den nederste del af sænkekasserne var færdige, blev de anbragt i vandet inde ved kysten, hvorefter den øverste del blev bygget, før sænkekasserne blev anbragt i Lillebælt. Strømpillerne blev herefter støbt ovenpå ved hjælp af et flydende betonstøbeanlæg. De færdige strømpiller blev ca. 70 meter høje, hvoraf ca. 40 meter står under vand. I toppen af strømpillerne blev der indstøbt en stålkonsol til montering af overbygningen.
Overbygning
Overbygningen blev udført som en selvbærende konstruktion. Der blev på strømpillerne bygget en gitterkonstruktion – med en arbejdsplatform på 30 meter. Først byggede man gitterkonstruktionen på den ene side og efterfølgende på den modsatte side for at skabe ligevægt. Herefter blev del efter del sat sammen indtil gitterkonstruktionerne fra 2 strømpiller stødte sammen.
Alle ståldele var blevet sandblæst, grundet og malet 4 gange, inden delene blev sejlet ud til strømpillerne og hejst op til monteringsholdene.
Den Gamle Lillebæltsbro blev bygget før man endnu brugte svejsning til større konstruktioner. Derfor er alt stålet nittet sammen, og der blev brugt over 2 millioner nitter til broen. Når der skulle nittes, krævede det 3 mand til opgaven: naglevarmeren til at holde nitten, forholderen stod for modholdet og en nitter stod for selve nitningen med tryklufthammeren.
Nye jernbaner, banegårde og færdselsveje
Med broens placering blev det nødvendigt med jernbaneforlængninger. Dette blev et omfattende arbejde i Fredericia, da man besluttede at Fredericia Banegård skulle have ny placering – uden for volden i stedet for ved havnen. Der blev lavet en baneforlængning på 12 km, og den nye banegård fyldte ikke mindre en 70 ha.
Mere begrænset var arbejdet i Middelfart. Her forlængede man jernbanen med 4,3 km, og placerede banegården midt på den nye strækning.
Arbejdet med broen blev påbegyndt i december 1925, og broen blev indviet af kong Christian den 10. den 14. maj 1935.
De samlede udgifter til bro- og jernbanebyggeriet blev på 42 mio. kr. Heraf kostede jernbanebroen 16,7 mio. kr., færdselsbroen 7,5 mio. kr., vejanlæggene 1,6 mio. kr. og de tilsluttende jernbaneanlæg 16,5 mio. kr.
Se videoen om hvordan broen blev bygget herunder:
